Skatteforvaltningen, Bornholm: Fagligt stærke sagsbehandlere til spændende landsdækkende specialopgaver

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være med til at løse en af vores specialopgaver i Skattestyrelsen? Så har du nu mulighed for at blive en del af vores team som sagsbehandler i vores enhed, der behandler ansøgninger om både henstand og omkostningsgodtgørelse.

Behandling af henstandssager – dine arbejdsopgaver
Når Skattestyrelsen har truffet en afgørelse om forhøjelse af en borgers eller virksomheds skatter, moms og/eller afgifter, kan der klages over afgørelsen. Hvis der er klaget over en afgørelse, eller hvis afgørelsen er indbragt for domstolene, kan borgere/virksomheder søge om at vente med betaling af skatter, moms og afgifter (henstand), indtil der er truffet afgørelse i klagesagen. Det er denne opgave, som varetages af os.

Der er tale om en retssikkerhed for borgere/virksomheder, men det er ikke alle, der kan få henstand, og som sagsbehandler på henstandsområdet er du derfor med til at afgøre, om borgere/virksomheder opfylder betingelserne for at få bevilget henstand. Denne vurdering bygger bl.a. på økonomiske og juridiske undersøgelser af borgere/virksomheders forhold. Nogle opgaver og sagstyper kræver derfor samarbejde på tværs af hele Skatteforvaltningen.

Behandling af omkostningsgodtgørelsessager – dine arbejdsopgaver
Borgere, virksomheder og skattepligtige selskaber og fonde, der klager over en afgørelse fra Skatteforvaltningen, har mulighed for helt eller delvist at få dækket omkostningerne til rådgiverbistand i klagesagen.

Som sagsbehandler vil du være med til at afgøre, om borgere, virksomheder m.fl. opfylder betingelserne for at få godtgjort sine udgifter, og om borgeren/virksomheden har fået medhold i deres klagesag. Afgørelserne indeholder beregninger og juridiske vurderinger. Du får derfor en enestående mulighed for at få kendskab til Skatteforvaltningens mange områder samt udvikle dine kompetencer inden for generel myndighedsudøvelse. Du skal også foretage rimelighedsvurderinger i forhold til størrelsen af rådgivers honorar og om nødvendigt træffe afgørelse om nedsættelse af den udbetalte omkostningsgodtgørelse.

Om dig
Der er flere forskellige indgange til et job hos os, da vi har sagsbehandlere med vidt forskellige baggrunde på begge fagområder.

Du kan fx. have en uddannelsesmæssig baggrund som skatterevisor, cand.jur, cand.merc.jur, professionsbachelor i skat, finansøkonom eller en kontoruddannelse, hvor du hovedsageligt har beskæftiget dig med sagsbehandling. Alternativt kan du have opnået tilsvarende faglighed, kvalifikationer og kompetencer gennem dit erhvervsarbejde. Det vigtigste er, at du har en god teoretisk ballast, som du kan bringe i spil i din opgaveløsning.

Det er vigtigt for os, at du er imødekommende og professionel i din kommunikation med borgere, virksomheder, internt i Skatteforvaltningen m.fl. Du kan lide konkret sagsbehandling og kan arbejde selvstændigt med opgaveløsningen, hvor de formelle sagsbehandlingsregler er en integreret del af sagsbehandlingen på begge fagområder, og vi forventer derfor, at du enten har viden om disse eller er nysgerrig for at lære mere. Det er også vigtigt for os, at du ser fortsat kompetenceudvikling som en naturlig del af dit arbejde, og at du engageret indgår i sidemandsoplæring for hurtigt at kunne arbejde selvstændigt med opgaverne.

Om os
Enheden Omkostningsgodtgørelse og Henstand er en del af Skattestyrelsens fagområde Jura, der varetager opgaver inden for flere kerneområder.

Du kommer til at arbejde i en enhed med ca. 40 kolleger, der er hjemmehørende i Rønne. Begge fagområder er landsdækkende.

Vi lægger vægt på at sikre høj kvalitet, videndeling og ensartethed i arbejdsprocesserne sideløbende med et fokus i enheden på at skabe en arbejdsplads, der får job- og privatliv til at gå op i en højere enhed. Vi tror på, at der er en direkte sammenhæng mellem godt kollegaskab og lysten til at udvikle sig i jobbet. Derfor sætter vi samarbejde, et godt arbejdsmiljø og godt humør højt.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Send os din ansøgning, CV og dokumentation for uddannelse og kompetencer via linket ”Søg stillingen” senest søndag den 24. september 2023. Vi holder samtaler løbende.

Har du spørgsmål, eller vil du gerne vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte funktionsleder, Connie Hansen på telefon 72 37 15 68 eller souschef Emilie Sommer på 72 37 47 32.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Tiltrædelse 1. november 2023 eller snarest muligt.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet reference og straffeattest.

Arbejdsstedet er Munch Petersens Vej 8, 3700 Rønne.

Muligheder på Bornholm - kontakt tilflytterkonsulent
Overvejer du at flytte til Bornholm, tilbyder Bornholms kommune, at du kan kontakte Rune Holm, tilflytterkonsulent i Bornholms Regionskommune, på telefon 3121 8880 eller på mail: tilflytter@bornholm.biz. Rune Holm kan blandt andet rådgive dig om skole til børn, boligmuligheder og job til samlever/ægtefælle etc.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Bornholm Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Skatteforvaltningen, Bornholm, Munch Petersens Vej 8, 3700 Rønne

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 24-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=172133&DepartmentId=9408&MediaId=2872&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5903406

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet