Kenneth flyver gratis retshjælp til Bornholm hver mandag

Jurist Kenneth Harder Rasmussen fra KFUM's Sociale Arbejde yder gratis, uvildig retshjælp.
dato

Jurist og projektkoordinator Kenneth Harder Rasmussen fra KFUM’s Sociale Arbejde tager turen fra Sjælland til Bornholm for at yde gratis, uvildig og professionel retshjælp. Han har travlt og kan bruge frivillige fagpersoner til at hjælpe med rådgivningen.

Bornholms eneste gratis retshjælp er efterspurgt, og Kenneth Harder Rasmussen har som regel kalenderen booket med 5-7 rådgivninger hver mandag. Derfor efterlyser Kenneth frivillige jurister eller socialrådgivere – eller studerende indenfor samme områder – som kan hjælpe i rådgivningen. Den frivillige tjans er enormt meningsfuld – og lærerig, fordi man møder mange forskellige juriske udfordringer.

Kenneth rådgiver privatpersoner med juridiske spørgsmål om alle typer af sager. Det er for eksempel muligt at få rådgivning om boligleje, arveret, familieforhold og samliv, arbejdsforhold, opholdstilladelse mv. Retshjælpen kan også hjælpe med sagsbehandling, korrespondance med modparter, ansøgning om fri proces, klage over myndigheders afgørelser eller med at kontakte boligudlejer, arbejdsgiver mv.

- Juridiske problemer kan være enormt opslidende, og de smitter ofte af på både folks søvn, familieliv, helbred og generelle livskvalitet, viser undersøgelser. Derfor mener KFUM’s Sociale Arbejde, at det er vigtigt, at alle mennesker har adgang til professionel juridisk rådgivning. Det handler også om at sikre lighed for loven, siger Kenneth Harder Rasmussen.

KFUM’s Social Arbejde har 30 gratis retshjælpskontorer landet over – heraf det ene på Bornholm. Rådgiverne er de fleste steder frivillige fagpersoner, som koordineres af – og sparrer med – ansatte jurister. Retshjælpen er akkrediteret af RådgivningsDanmark, hvilket sikrer brugerne en professionel og uvildig rådgivning.

FAKTA
Retshjælpen på Bornholm
foregår i Midtpunktet, Sankt Mortens Gade 33, 3700 Rønne alle mandage kl. 11-16. Man kan booke tid på www.raad.dk. Der kan fagpersoner også melde sig som frivillige rådgivere.

KFUM’s Sociale Arbejde er med flere end 1.200 ansatte og 2.650 frivillige en af Danmarks største sociale diakonale organisationer. I 232 institutioner og sociale tilbud hjælper organisationen børn, unge og voksne i udsatte livssituationer, fx mennesker i ensomhed, hjemløshed, psykisk sårbarhed, misbrug, fattigdom og andre, som står udsat.

Kilde: Torben Lindberg
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.