HR-kollega til Det Bornholmske Hjemmeværn.

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet


Brænder du for at arbejde med frivillige, rekruttering og fastholdelse og har du mod på at være en del af det nationale forsvar af den østligste del af Kongeriget Danmark?
Vil du tage aktiv del i uddannelsen og indsættelsen af soldater i nationale operationer?
Har du mod på at udvikle dine personlige kompetencer i spændingsfeltet mellem frivillige og fastansatte og mellem militære og civile? Vil du være en del af et hjemmeværnsdistrikt som oplever en stigning i skarpe indsættelser og prioriteret øvelsessamarbejde med både danske og udenlandske enheder?
Så er du måske vores kommende HR-kollega.


Om os


Det Bornholmske Hjemmeværn er en operativ militær myndighed under Landsdelsregion Øst og er landets eneste værnsfælles hjemmeværnsdistrikt. Vi opstiller, uddanner og indsætter enheder af Hær- Marine- og Flyverhjemmeværnet.
Distriktet består af en fast stab med 12 militære og civile medarbejdere, hvor du vil indgå som vores nye HR-kollega. Staben understøtter fem underafdelinger i den frivillige struktur med i alt godt 300 aktive hjemmeværnssoldater og en underafdeling i rammen af Totalforsvarsstyrken (soldater af reserven).
Den faste stab er placeret på Almegårds Kaserne på Bornholm, hvor distriktschefen også er garnisonskommandant.
Vi er en del af det nationale beredskab, hvor vi bl.a. løser opgaver i samarbejde med Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Specialoperationskommandoen, Politiet og øvrige myndigheder.

Vi har ry for at være en spændende og velfungerende arbejdsplads med fokus på et godt arbejdsmiljø. Vi ser muligheder frem for begrænsninger og er rigtig gode til at hjælpe og støtte hinanden i dagligdagen, når komplekse og hastende opgaver skal løses. Staben søger altid at levere et højt serviceniveau i forhold til den frivillige struktur. Vi er til for de frivillige og det skal kendetegne os i vores daglige virke. Omgangstonen er altid åben, ligefrem og ærlig.


Om stillingen

Som vores nye HR-kollega indgår du i stabens informationssektion, hvor du vil være sagsbehandler indenfor kommunikation, rekruttering og fastholdelse af frivillige soldater i Hjemmeværnet. Dine primære ansvarsområder vil være rådgivning af staben og underafdelingerne samt planlægning og gennemførelse af rekrutteringsaktiviteter henholdsvis fastholdelsesaktiviteter. Stillingsindholdet tilpasses kontinuerligt den lokale situation, stabens behov og dine kompetencer.

Du har ansvaret for at uddanne og udpege samtaleledere og rekrutteringsspecialister ved underafdelingerne, således der er sammenhæng i vores opgaveløsning ved hele distriktet på det område. Endvidere vil du være ansvarlig for at understøtte onboardingprocessen for frivillige i organisationen, samt den fortsatte udvikling og implementering af processen.

Du vil være ansvarlig for distriktets informationselement i den frivillige struktur, herunder også rådgive inden for og gennemføre intern og ekstern kommunikation på distriktets vegne. Du vil være ansvarlig for implementering af Hjemmeværnets strategi for kommunikation og rekruttering.
De fleste opgaver løses i tæt samarbejde med resten af staben, foresatte myndigheder og dedikerede frivillige soldater.

Det overordnede princip i staben er frihed under ansvar samt rettidigt omhu.
Som militærberedskabsorganisation er opgaven at være klar til indsættelser i eget ansvarsområde hver dag året rundt og derfor forekommer der naturligt aften- og weekendtjeneste.
Du vil dog selv have stor indflydelse på, hvornår tjenesten ligger og netop dette forhold understøtter en høj grad af fleksibilitet og mulighed for at understøtte en fornuftig balance mellem arbejde og familie-/fritid.

Om dig

Du er ansvarsfuld, selvstændig og tager ejerskab for de opgaver, som du løser. En af dine væsentlige kompetencer er samarbejde og helhedssyn. Du er god til at omsætte strategi til praksis i organisationen, således at der eksekveres på de målsætninger, som der er i organisationen. Det er en væsentlig fordel, hvis du har erfaring med at arbejde med frivillige, har et solidt kendskab til Hjemmeværnet eller har arbejdet i eller med Forsvaret tidligere.

Stillingen kræver, at problemstillinger skal anskues fra flere sider og at løsninger skal tilgodese flere interessenter under hensyntagen til helheden. Du skal have et ønske om at arbejde med hjemmeværnets frivillige og arbejde for udviklingen af Hjemmeværnet mod at blive mere robust og indsættelsesparat.

Som person er du initiativrig, målrettet, systematisk, analytisk og samarbejdsorienteret. Du er god til at skabe og bevare gode relationer. Du nyder at arbejde selvstændigt med vide rammer og er god til at prioritere din tid og dine opgaver så sidstnævnte løses både tilfredsstillende og rettidigt. Du formår at manøvrere i en organisation med stor diversitet og får tingene til at ske.


Ansættelsesvilkår

Ansættelse og aflønning sker i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer - Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten).

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder bl.a., at du skal kunne sikkerhedsgodkendes, samt at du er forpligtet til at deltage i fredsskabende og fredsbevarende operationer mv.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte orlogskaptajn Kristian Bendtzen på tlf. 7282 0920.

Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du ringe til Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR Konsulent Nur Arabaci Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 99 35.

Ansøgningsfristen er d. 07. april 2024. Samtaler afholdes løbende og umiddelbart lige efter sidste frist for ansøgning.

Stillingen er ledig og kan tiltrædes snarest derefter.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, skal du medbringe disse til en evt. samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Bornholm Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Almegaard Kaserne, Almegårds kaserne , 3700 Rønne

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 07-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6016792

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet