Bliv en del af tværfagligt team og hjælp unge i komplekse situationer i innovativt socialt projekt på Bornholm

dato

Vi har i Forebyggende Indsatser gennem de sidste 2½ år, arbejdet med udvikling af en hjemmebaseret helhedsorienteret indsats, som alternativ til anbringelse, målrettet børn og unge i alderen 12-18 år. Indsatsen hedder MIFU og står for Modning af Intensive Forløb for Unge med komplekse problemer og udadreagerende adfærd, et projekt finansieret af Socialstyrelsen. Lidt om baggrunden for projektet: De unge har ofte været kendt i det sociale system gennem en årrække i forskellige foranstaltninger (kontaktperson, familiebehandling, plejefamilie og institutionsanbringelser). Disse ofte ressourcetunge indsatser har ikke altid haft det forventede udbytte for den unge, fordi indsatsen ikke har været tilstrækkeligt koordineret og samtænkt og ikke har imødekommet de unges behov. Derfor er der både på kortere og længere sigt menneskelig og økonomisk grund til at modne en omkostningseffektiv indsats til de unge, der giver dem bedre muligheder for at leve et selvstændigt og meningsfuldt voksenliv på egne præmisser. MIFU er et projekt, der har udviklet og modnet en anderledes måde at lave socialt arbejde på i forhold til denne målgruppe.

 

Vi har lært en masse, tilpasset og justeret undervejs og nu mangler vi dig til at være med til at videreføre indsatsen.

 

Indsatsmodellen står på et værdigrundlag baseret på seks kerneelementer:

  • Støttende, vedholdende og gennemgående fagperson
  • Systematisk afdækning af den unges ønsker og støttebehov
  • Tværfagligt indsatsteam
  • Individuelt tilrettelagt ungeforløb med afsæt i den unges mål
  • Systematisk og målrettet støtte til at mindske den udadreagerende adfærd
  • Støtten gives i sammenhæng med den unges hverdagsliv

Indsatsteamet er tværprofessionelt sammensat og teamet har det samlede behandlings- og myndighedsmæssige ansvar for indsatsen. Hvad betyder det i praksis? Det betyder at teamet arbejder på tværs af de klassiske og (ofte) begrænsende fag- og opgavegrænser. Myndigheds- og behandlingsopgaven smelter sammen og varetages samlet af teamet og planlægges i samarbejde med den unge med inddragelse af forældre, netværk, skole, relevante samarbejdspartnere m.fl.

 

Teamet støtter op om den unges recovery-proces, der først og fremmest finder sted i den unges levede liv, hvor både den unge og omgivelserne spiller en central rolle. Teamet arbejder med forbundethed, håb, identitet, mening og empowerment.

 

Teamet arbejder narrativt og særligt i forhold til det skriftlige, arbejdes der med at sagsbehandlingsnotater primært skrives i du-form og status skrives som bevidningsbrev.

 

Projektet er organisatorisk forankret i Forebyggende Indsatser og Socialprojekter. Afdelingen rummer Børn, unge og familiekontakten som varetager familierådgivning i skoler og dagtilbud, opsøgende gadeplansarbejde, SSP og Åben anonym rådgivning til børn, unge og familier. Udover at blive en del af et lille indsatsteam bliver du også en del af et større tværprofessionelt fællesskab med højt til loftet, hvor der er plads til at videndele og bruge hinanden i faglige drøftelser.

 

Vi står på Relationel Velfærdstænkning, som helt basic handler om mindre system og mere menneske.

 

Du skal kunne indgå i samarbejde med mange forskellige aktører og dermed være i stand til at navigere med en naturlig respektfuldhed, autoritet, ydmyghed og autenticitet i forskellige tværprofessionelle fora og organisatoriske domæner.

 

Du kan nikke ja til nedenstående:

  • Har erfaringer med målgruppen ’unge med komplekse problemer og udadreagerende adfærd’
  • Er en samarbejdsorienteret holdspiller, engageret og bidragende til fællesskabet
  • Har en høj arbejdsmoral i et felt med stor frihedsgrad, du er selvstartende og vedholdende
  • Er relationskompetent og kontakt- og tillidsskabende
  • Du tror på at børn og unge gennem deres adfærd, sender os en invitation til at samarbejde med dem om at få øje på deres drømme og potentialer, og betragter altid individet i kontekst
  • Kan bevare overblikket i hektiske situationer
  • Du tager udgangspunkt i den unges hele liv og forskellige livsarenaer
  • Er empatisk, rummelig og anerkendende

Vi kan tilbyde:

  • En unik mulighed for at være med til, at videreudvikle en ny indsats, hvor vi nedbryder faggrænser og går med de unges drømme
  • Supervision
  • Kompetenceudvikling
  • Fagligt kompetente kollegaer og samarbejdspartnere

Indsatsteamet har fleksibel arbejdstid og tilpasser så vidt muligt deres arbejde efter de unges behov, det vil sige at arbejdstiden er placeret i både dag og aftentimer samt i weekends. Du vil indgå i en rådighedsvagt.

Ansættelsen er i første omgang tidsbegrænset til den 30/4-2026.

 

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og efter principperne i lokal løndannelse.

Der vil blive indhentet børneattest og straffeattest ved ansættelse.
Kørekort til kategori B - Almindelig bil er et krav.

Stillingen er på 37 timer pr. uge. 

 

Praktisk information

Send din ansøgning og CV samt dokumentation for uddannelse, via "Søg Jobbet" knappen. 

Ansøgningsfrist

15-07-2025

Samtaletidspunkt

17-07-2025

Ansættelsesdato

01-09-2025

Kontaktperson

leder af Forebyggende Indsatser
Karina Elkjær-Podrouzek
56924197 / 30180587

Arbejdssted

Forebyggende Indsatser
Dr Kabells Vej 24, 3700 Rønne

En arbejdsplads, der binder øen sammen

BRK er en unik kommunal arbejdsplads, fordi øen er en selvstændig region. Vi arbejder derfor med strategier og opgaver inden for erhverv, turisme og trafik, som er ansvarsområder danske kommuner normalt ikke varetager. På brk.dk kan du læse mere om kommunen, der med 3.600 ansatte er øens suverænt største arbejdsplads.

BRK er en røgfri arbejdsplads. 

Vi hjælper dig på plads

Det er en stor beslutning at flytte til ’solskinsøen’ – derfor står du heller ikke alene med den. Vi har nemlig en tilflytterkonsulent, der hjælper med bolig, job til din ægtefælle og skole- eller fritidstilbud til familiens mindste. Læs mere her.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Bornholm Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Forebyggende Indsatser, Dr Kabells Vej, 3700 Rønne

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 15-07-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/2a9d5796-5498-4ae9-8a6d-629047004cb2

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet