Lørdag eftermiddag skabte en 42-årig udenlandsk mand utryghed på Store Torv i Rønne. Manden optrådte højrøstet og generede både kunder og personale på Café Gustav og i Netto. Politiet blev tilkaldt og fulgte manden hjem, men kort tid efter vendte han tilbage. Dette førte til, at politiet anholdte manden og bragte ham ind til Rønne Politigård.
Natten til søndag kl. 4.15 var der optræk til uro mellem to grupper nattelivsgæster på Store Torvegade i Rønne. Inden politiets ankomst havde den ene af grupperne forladt stedet. En af de tilbageværende, en 20-årig mand fra Rønne, optrådte udfarende over for patruljen og nægtede at opgive sine personlige oplysninger trods gentagne anmodninger. Den 20-årige mand blev kortvarigt anholdt og talt til ro, hvorefter han blev løsladt igen.