Rønne er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Hundeloven
Fredag kl. 10.25 afleverede en borger en Golden Retreiver på Politigården. Hunden strejfede rundt på Pingels Allé og havde ikke noget halsbånd, der kunne afsløre, hvem ejeren var. Hundens 63-årige ejer rettede selv henvendelse til politiet kort før kl. 12 og hentede sin hund, men blev samtidig sigtet for overtrædelse af hundeloven.
Færdsel
En 20-årig kvinde kørte fredag kl. 11.40 ud for ubetinget vigepligt i krydset Zahrtmannsvej/Skansevej, hvilket tvang et andet køretøj til at bremse for at undgå sammenstød. Uheldigvis for kvinden var det andet køretøj en patruljebil, så hun blev sigtet for forseelsen på stedet.
En 63-årig mand anmeldte fredag kl. 16.19, at hans bil var blevet påkørt, mens den holdt parkeret på parkeringspladsen på Ellekongens Plads i Rønne. En borger havde efterladt en seddel i ruden med registreringsnummeret på den bil, der havde lavet en bule i hans bil, og den vej rundt kunne vi skabe kontakt parterne imellem, så de kan udveksle forsikringsoplysninger.
Lørdag kl. 11.41 blev en 78-årig mand sigtet for ikke at anvende sikkerhedssele, da han kørte på Ellekongstræde i Rønne. Kl. 13.46 blev en 65-årig mand sigtet for ikke at overholde sin vigepligt på Torneværksvej i Rønne.
Søndag kl. 13.55 blev en 30-årig kvinde sigtet for ikke at have sikret, at et barn i bilen ikke var fastspændt i godkendt sikkerhedsudstyr. Kvinden blev truffet kørende på Torneværksvej i Rønne.
En 68-årig mand i bil påkørte søndag kl. 15.10 en 46-årig mand på cykel i Zahrtmanns Rundkørsel i Rønne. Cyklisten kom ikke til skade, men bilisten er sigtet for overtrædelse af vigepligten.
ATK-bilen målte fredag på Stenbrudsvej i Nexø. 3 bilister blev noteret i løbet af 5 timer. Højeste hastighed blev målt til 60 km/t mod de tilladte 50 km/t.
Lørdag blev der målt i 4 timer på Rønnevej ved Aakirkeby i 60 km-zone. 37 bilister blev noteret til at køre for stærkt, og heraf står 7 til at få et klip i kørekortet. Højeste hastighed blev målt til ikke mindre end 101 km/t, hvilket udløser en betinget frakendelse af kørekortet.
Søndag blev der målt i 3 timer på Søndre Landevej i 80 km-zone. Her overholdt alle de passerende køretøjer fartgrænsen.
Musik til ulempe
Fredag kl. 19 anmeldte en borger, at der var meget høj musik fra en beværtning i Rønne. En patrulje kørte til stedet og fik personalet til at skrue ned for musikken.
Uro og uorden
Lørdag aften og nat var der godt gang i den i Snogebæk. Det startede med en anmeldelse om vold via 1-1-2, hvor en 18-årig mand var blevet slået i hovedet. Han havde ingen synlige skader, men var fuld og delvist ukontaktbar, så han blev bragt til hospitalet til undersøgelse.
Kort før midnat måtte vi sigte og anholde en 24-årig meget beruset mand for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, fordi han optrådte aggressivt og konfronterende ved Sørens Værtshus. Han blev bragt til politigården i Rønne, hvor han senere blev løsladt.
Kl. 00.28 var der anmeldelse om flere slagsmål mellem unge i alderen 16-18 år i området. Alle unge løb dog fra stedet ved politiets ankomst, og ingen har efterfølgende anmeldt sig udsat for vold.
Kl. 02.15 modtog vi anmeldelse om vold mellem to unge mænd på henholdsvis 19 og 20 år. Ingen af dem ønskede at medvirke til opklaring af sagen, så de blev begge bortvist fra stedet.