Onsdag blev tre bilister fra Rønne straffet for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen. De modtog hver en bøde på 1.500 kr., et klip i kørekortet og blev pålagt at betale 500 kr. til Offerfonden. Blandt de straffede var en 54-årig mand, en 48-årig mand og en 49-årig mand. Den 49-årige, som førte en varebil med påhængsvogn, fik desuden en ekstra bøde for ikke at have førerret til køretøjet.
Derudover blev en 17-årig mand fra Rønne stoppet på cykel på Borgmester Nielsens Vej for at benytte håndholdt mobiltelefon og modtog en bøde på 500 kr.
Endvidere fik en 28-årig mand fra Rønne og en 59-årig kvinde fra Sjælland hver en bøde på 1.000 kr. for at benytte tågelys i klart vejr.