Rønne er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Færdsel
Onsdag eftermiddag kl. 14.15 kom en 13-årig cyklende i Rønne og skulle over vejen ved Gartnervangen. Idet cyklisten krydsede vejen, kolliderede han med en hvid personbil, som lige var kørt ud af rundkørslen. Cyklisten og føreren af den hvide bil fik ikke udvekslet generalier efter sammenstødet. Bornholms Politi ønsker fortsat at komme i kontakt med føreren af den hvide personbil.Onsdag stod ATK-vognen på henholdsvis Rønnevej i Olsker, Borrelyngvej i Rutsker og Vestermarievej. På Rønnevej stod ATK-vognen i en halv time, hvor kun en enkelt trafikant blev målt til at køre 67 km/t i en 50 km-zone. Senere på dagen stod ATK-vognen i en time på Borrelyngvej, hvor tre trafikanter blev målt til at køre over de tilladte 80 km/t. Her var den højeste målte hastighed på 97 km/t. Om eftermiddagen stod ATK-vognen i en time på Vestermarievej, hvor der her kun var en enkelt trafikant, der havde foden lidt for tungt på speederen. Trafikanten blev målt til at køre 67 km/t i en 50 km-zone.