Rønne er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Anholdelse af forstyrrende person for trusler og røveri
Tirsdag d. 27. juli kl. 10.00 fik politiet en anmeldelse om en 48-årig mand, der råbte af folk og kastede med varer fra udendørs udstillinger i Svaneke.
Da én af de forurettede ville ringe til politiet, fratog den 48 årige telefonen med en trussel mod den 65-årige forurettede mand.
Ved politiets ankomst til Svaneke blev den 48 årige mand anholdt og sigtet. På bopælen fandtes den stjålne telefon.
Den 48 årige blev sigtet for røveri af telefonen samt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved sin forstyrrende adfærd forinden røveriet.
Da den 48 årige inden for kort tid er sigtet for øvrige forhold, herunder trusler mod vidner, vil han i dag blive fremstillet for Retten på Bornholm med henblik på varetægtsfængsling.
Musik til ulempe
Onsdag d. 28. juli kl. ca. 0200 fik politiet en anmeldelse om musik til ulempe på Haslevej i Rønne. Der blev taget kontakt til ejeren, hvorefter musikken blev dæmpet.
Da der for tiden er varmt om aftenen og natten og mange har vinduerne på klem, anmodes der om at dæmpe musikken og vise omtanke for medborgere.