Rønne er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Færdsel
En 38 årig mand fra Rønne blev tirsdag ved 14-tiden standset rutinemæssigt i en bil på Østergade i Rønne, hvor det viste sig, at han ikke havde noget kørekort. Han må nu dykke dybt i pengepungen for at betale bøden. Han kunne formentlig have fået et kørekort for de samme penge.Færdselsafdelingen var tirsdag på gaden ved Åvangsskolen, hvor 6 forældre må til lommerne for ikke at respektere skiltningen ved skolen, da de kørte deres børn i skole. Senere var der målrettet færdselsindsats i Aakirkeby, Østermarie, Svaneke Havn og Nexø. Det blev til en sigtelse for at have forladt sin motorcykel uden opsyn med motoren i gang og en sigtelse for at have kørt i traktor uden reflekser og med bagudrettede arbejdslygter tændte, så bagfrakommende trafikanter blev blændet.
Brand
Politi og brandvæsen rykkede tirsdag kl. 2020 til brand på en adresse på Ndr. Grisbyvej i Ibsker. Det viste sig, at der var gået ild i et plankeværk. En beboer på ejendommen havde selv fået slukket med vand, men for en sikkerheds skyld blev der lavet et eftersyn på stedet.
ATK
Målebilen holdt tirsdag 1½ time på Segenvej i Almindingen i 70 km/t zonen. En enkelt passerede med 89 km/t. På Poulskervej udenfor byzonen stod det værre til, da 8 trafikanter kørte for hurtigt. Den værste opnåede et klip med 115 km/t.
Hærværk
Der har i april måned været mindst 8 tilfælde af hærværk med knuste ruder i blandt andet Hasle og Klemensker. Der er nu sigtet en 15 årig pige, og en 13 årig pige samt en 12 årig dreng er afhørt og har tilstået deres medvirken.