Rønne er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Færdsel
En 44-årig mand blev fredag formiddag sigtet for at køre med 740 kg overlæs på Østkajen i Rønne.
Fredag aften blev en 28-årig mand sigtet for at køre bil, selvom han ikke har kørekort.
ATK-bilen målte fredag først i 3 timer på Store Torvegade i Rønne, hvor hastighedsgrænsen er 40 km/t. 8 bilister havde for meget fart på – højeste hastighed blev målt til 58 km/t, hvilket udløser et klip i kørekortet.
Derefter blev der målt i 2 timer på Vestermarievej i 50 km-zone. Her var der en enkelt bilist, der overskred fartgrænsen og blev målt til 60 km/t.
Søndag kl. 05.18 tilkaldte en borger politiet. En bil var kørt i grøften ved Sursænkevej, og de to unge mennesker lugtede begge kraftigt af spiritus. Patruljen kørte til stedet og da hverken den 18-årige mand eller den 21-årige kvinde ville fortælle, hvem der havde kørt bilen, blev de i første omgang begge sigtet for spirituskørsel. Ved den efterfølgende afhøring blev det dog afsløret, at kvinden havde ladet manden køre hendes bil, selvom hun godt vidste, at han ikke har kørekort. Det er hun nu sigtet for. Den 18-årige mand kunne så forlade stationen med en del sigtelser: Kørsel uden kørekort, spirituskørsel og narkokørsel, samt for at være i besiddelse af 0,5 gram hash.