Rønne er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Flere klager over for høj musik
Lørdag den 24. oktober kl. 0120 blev det for meget for de omkringboende på Havnebakken i Tejn med musik for åbne vinduer. De havde selv ad flere omgange forsøgt at få de unge mennesker til at dæmpe festmusikken, men festdeltagerne var desværre ikke særligt hensynsfulde, idet musikken fortsatte højt for åbne vinduer. Den tilkaldte patrulje fik skruet ned og forklaret de unge, at musikanlægget kunne konfiskeres, såfremt de fortsatte for åbne vinduer.Lørdag den 24. oktober kl. 0145 var den gal i Teaterstræde, hvor musikken gik for fulde drøn ved to forskellige fester. Heller ikke her havde tålmodige naboer ved henvendelse held til at få musikken dæmpet. Begge fester dæmpede musikken ved patruljens ankomst.
ATK
Målebilen holdt fredag den 23. oktober i byzonen på Nybrovej i Østermarie i tre timer. Seks køretøjer blev fotograferet, og den hurtigste kørte 66 km/t. Senere holdt målebilen på Munch Petersens Vej i Rønne i tre timer, hvor ni kørte for hurtigt. Den hurtigste kørte 68 km/t.
Færdselsuheld
En 30 årig mand fra Rønne stjal lørdag den 24. oktober om natten en bil fra en anden gæst til en fest i Rønne, hvorefter han kørte rundt på øen, indtil han ved 0330-tiden kørte galt på Svalhøjvej ved Hasle. Han blev anholdt og kørt til blodprøveudtagelse på hospitalet og sigtet for spirituskørsel og brugstyveri.