Rønne er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Musik til ulempe
Lørdag kl. 00.25 kunne en patrulje høre høj musik fra en lejlighed på Lille Torv i Rønne, hvor døre og vinduer stod åbne. Beboeren blev bedt om at dæmpe musikken af hensyn til naboerne.
Lørdag kl. 21.30 var den gal i Møllegade i Rønne, hvor der også blev spillet høj musik for åbne vinduer. De blev lukket efter et besøg af patruljen.
Færdsel
Fredag formiddag holdt ATK-bilen på Pederskervejen ved Sydbornholms Privatskole, hvor hastighedsgrænsen er 40 km/t. 11 bilister kørte for stærkt og heraf står 4 til klip i kortet og 1 til betinget frakendelse af kørekortet for en hastighed på 72 km/t.
Fredag mellem kl. 12.00 og kl. 12.30 er en bil parkeret i Almegade i Rønne blevet påkørt af en ukendt rød bil. Bornholms Politi hører gerne fra borgere, der kender til sagen.
Mandag kl. 03.08 endte en 19-årig bilist på taget i grøften på Sdr. Landevej ved Lufthavnen efter at have undveget et rådyr. Bilisten slap uskadt, men blev kørt til hospitalet til kontrol.
Mandag kl. 19.45 blev en 27-årig mand standset i bil på Rønnevej. Manden var påvirket af spiritus og i øvrigt frakendt førerretten for også tidligere at have kørt spirituspåvirket.