Bornholms Politi: Nyt fra Rønne - tirsdag den 19. maj

dato

Rønne er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Lovgivning om euforiserende stoffer

I forbindelse med tilsyn på et værtshus i Rønne mandag aften, blev en 24-årig mand fra Bornholm truffet. Den unge mand blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer, hvorfor han blev visiteret. Ved visitationen blev manden fundet i besiddelse af både kokain og hash, hvorfor han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Manden blev endvidere meddelt forbud mod at opholde sig på værtshuset de næste 2 år.

Spirituskørsel

En 30-årig mand fra Rønne blev mandag aften standset på Nyker Hovedgade og herefter sigtet for at køre bil under indflydelse af alkohol. En blodprøve skal nu vise, i hvilket omfang den 30-årige var påvirket.

 

Færdsel

Mandag eftermiddag holdt ATK-bilen på Poulskervej i Poulsker. En bilist kørte for stærkt og blev målt til 95 km/t i en 80 km-zone.
Senere samme eftermiddag holdt ATK-bilen på Birgersvej i Åkirkeby. Her blev 6 bilister målt til at køre for stærkt, højeste hastighed var 63 km/t i en 50 km-zone.

 

Tilsyn i forbindelse med COVID-19

Bornholms Politi førte mandag aften tilsyn med de bornholmske restaurationer.
Få restaurationer og cafeer havde valgt at holde åbent, mens flere værtshuse havde åbent. Alle steder blev retningslinjerne overholdt.

 

Efterlysning af vidner

I april måned blev to katte aflivet, da den ene havde en fiskekrog siddende i munden og den anden havde en krog siddende i benet. 
 
To andre katte blev skadet i området omkring Østre Skole i Rønne, og et vidne har den 28. og 29. april bemærket 2 udenlandske mænd iført rødt tøj omkring Østre skole medbringende fiskestænger. De har begge dage været i området i længere tid, og samme dag bemærkede vidnet to katte som havde fået revet hud/pels af på kroppen og i ansigtet. Den ene kat havde så voldsomme skader, at den var nødt til at blive aflivet.

Bornholms Politi vil gerne i kontakt med vidner og også gerne de to omtalte mænd. Bornholms Politi vil også gerne kontaktes af ejere af katte, der er mishandlet på lignende måde.

Bornholms Politi kan kontaktes på telefonnummer 114 eller 5690 1448. Mail: BORNH@politi.dk
 


 
 

Kilde: Bornholms Politi