Rønne er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Ulovlig lille knallert
En 15 årig dreng blev tirsdag den 8. september kl. 0755 under skolekontrol standset på Torneværksvej i Rønne, da han kørte på sin ulovlige knallert. Den blev målt til at kunne køre 72 km/t, selvom den lovligt kun måtte køre 30 km/t. Han kan nu se frem til at modtage en bøde.
Ammoniakudslip
Der indløb tirsdag den 8. september kl. 1350 anmeldelse om ammoniaklugt i området ved Gartnervangens grill. Det kunne p.g.a. vindretningen konstateres, at lugten kom fra slagteriet. Fem personer, som havde opholdt sig i vindretningen, blev for en sikkerheds skyld kørt til undersøgelse på akutmodtagelsen, hvorfra de blev udskrevet efter endt undersøgelse. Det viste sig, at der i forbindelse med reparation af en ventil var sluppet ammoniak ud.