Omkring kl. 22.30 fredag aften modtog politiet en anmeldelse om vold ved Krystal Bodega på Krystalgade i Rønne.
En 49-årig mand fra lokalområdet blev anholdt og sigtet for vold mod en 19-årig kvinde og grov vold mod en 24-årig mand.
Manden blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Bornholm lørdag, hvor han indrømmede at have slået kvinden og givet manden en skalle.
Anklageren anmodede om fire ugers varetægtsfængsling, men retten løslod ham. En kommende retssag vil afgøre straffen for disse forhold.
Den sigtede fik desuden forbud mod at besøge Krystal Bodega i to år.