Rønne er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Færdsel
En 41-årig kvinde blev onsdag morgen sigtet for at køre på en kontruktivt ændret knallert på Borrelyngvej i Rutsker. Knallerten blev målt til at kunne køre hele 76,9 km/t.
Onsdag kort før kl. 17 løb en hund pludselig over vejen på Hallebakken, hvorved en 48-årig kvinde på motorcykel væltede. Hun slap med hudafskrabninger. Hundens ejer er sigtet for overtrædelse af hundeloven.
Bornholms Politi var igen i går på målrettet færdselsindsats rundt om på øen. I den forbindelse blev en 50-årig kvinde bedt om at forevise sit kørekort, men hun tilstod, at hun ikke havde noget, og blev derfor sigtet. En 42-årig mand blev sigtet for spirituskørsel, og en anden bilist står til klip i kørekortet for en hastighed på 126 km/t på Nordbornholm.
Torsdag kl. 05.50 standsede patruljen en 29-årig mand i bil på Rønne Havn. Føreren var påvirket at både kokain og hash, og måtte en tur på hospitalet for at få udtaget en blodprøve.
ATK-bilen fik taget billeder af 23 bilister på Nordre Borrelyngvej i 50 km-zone. 4 står til klip i kortet - højeste hastighed blev målt til 77 km/t. På Munch Petersensvej i Rønne ved Sdr. Bådehavn kørte 4 bilister for stærkt. Højeste hastighed var her 67 km/t.